Mennesker kan rejse af mange årsager og med en mangfoldighed af mål. Målet kan være så centralt, at selve rejsen blot er noget der skal overstås så nemt og hurtigt som muligt. At rejse kan i andre tilfælde være vigtigere end rejsens mål. Møderne, stederne og strabadserne på vejen samt de oplevelser, opdagelser, overvejelser, erfaringer og erkendelser, der følger heraf, kan have et omfang, en karakter og en kvalitet, så selve rejsemålet egentlig er ligegyldigt. Målet kan dog ikke undværes, for uden mål ingen rejse men blot en flakken omkring.
Rejsen kan være kort eller lang, foretages solo eller i selskab. H. C. Andersens Fodrejse fra Holmens Kanal til østpynten af Amager nytårsnat 1828-1829 (den første af digterens mange rejsebeskrivelser) er et eksempel på en distancemæssigt kort men indholdsmæssigt ganske righoldig rejse.
Søren Kierkegaards Gentagelsen fra 1843 er en anden form for rejsebeskrivelse, hvor Berlin-rejsen udgør rammen for fortællingen, men forfatterens ærinde er et andet end selve rejsen: en undersøgelse af gentagelsens mulighed og betydning.
I denne forbindelse skal en tredje gigant inden for litteraturen nævnes: universalgeniet Johann Wolfgang von Goethes beskrivelse af sin italiensrejse 1786-1788, udgivet noget senere i 1813-1817 baseret på hans rejsedagbøger. Denne rejse medførte en åndelig og kunstnerisk genfødsel for Goethe og havde stor indvirkning på europæisk kunst og kulturliv i årtierne derefter og indebar bl.a. en nyorientering mod klassikken.
Og, når nu den klassiske græske kultur anføres, skal Homers Odysseen selvfølgelig ikke forbigås. Det er måske den ultimative rejsebeskrivelse.
Af ovennævnte fremgår, at det i denne sammenhæng ikke er rejsebeskrivelser af typen ”Turen går til …”, som har interesse, men derimod beskrivelser hvor forfatteren måske indgår i persongalleriet (eventuelt under andet navn), men hvor forfatteren uanset dette giver sig selv et betydeligt kunstnerisk frirum til at lade overvejelser og endog rent ud fantasier løbe afsted. Hermed bliver rejsen ikke kun en fysisk rejse men også en mental rejse.
Fra en tid nærmere vores end de ovenfor nævnte værker skal anføres 2 eksempler på litterære værker, der er udformet som rejsebeskrivelser: Robert Pirsigs Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel fra 1974 og Jack Kerouacs Vejen, som i det følgende benævnes ved sin originale titel On the Road – skrevet i 1951, men først udgivet i 1957.
Jeg vender tilbage til Pirsig i en senere etape, hvor fokus er på kvalitet. Andersen, Kierkegaard, Goethe og Homer er altid en undersøgelse værd, men det må blive i anden sammenhæng. Tilbage af de nævnte er Kerouac, som kommer i fokus i denne etape.
On the Road blev skrevet over en periode på 3 uger på en lang papirrulle (scroll) i et forsøg på at forene kreativ proces, form og indhold. Bogen er et centralt værk for den såkaldte beat-generation af amerikanske kunstnere, som havde deres storhedstid umiddelbart efter anden verdenskrig og ind i halvtredserne. Den har forbindelser til 60’ernes mod-kultur, herunder hippie-kulturen, og via denne til it-bølger med udgangspunkt i Californiens Silicon Valley.
For klarhedens skyld: jeg påstår ikke, at beat-kultur = hippie-kultur = it-bølger [indsæt selv tidens it-hype]. Jeg anfører blot, at der er forbindelser i forskellige varianter:
- forestillinger eller opfattelser videreføres og transformeres
- personer, som har spillet en rolle i en tidligere kultur, deltager i eller bidrager til en senere kultur/bølge
- personer, som spiller en rolle i en senere kultur/bølge, henter inspiration fra en tidligere.
Nedenfor 3 eksempler på betydning af On the Road og Jack Kerouac for efterfølgende kunstnere:
- Bob Dylan: “It changed my life like it changed everyone else’s” (https://www.bobdylan.com/books/road/)
- Ray Manzarek: ”I suppose if Jack Kerouac had never written On the Road, The Doors would never have existed.” (Ray Manzarek: Light My Fire: My Life with The Doors; side 68 i Arrow Books udgaven)
- Tekstuddrag fra sangen Torch Song af Marillion (del af albummet Cluching at Straws, udgivet 1987. Kerouac er i øvrigt afbildet på forsiden af album coveret):
Read some Kerouac and it put me on the tracks to burn a little brighter now
Something about roman candles fizzing out, shine a little light on me now
Det sidstnævnte eksempel referer til følgende passage fra On the Road (side 7 i Penguin Modern Classics udgaven):
The only people for me are the mad ones, the ones who are mad to live, mad to talk, mad to be saved, desirous of everything at the same time, the ones who never yawn or say a commonplace thing, but burn, burn, burn, like fabulous yellow roman candles exploding like spiders across the stars and in the middle you see the blue centerlight pop and everybody goes “Awww!”
On the Road handler om livet på kanten af det amerikanske samfund i tiden umiddelbart efter anden verdenskrig. En tid, som for den amerikanske middelklasse var en gylden periode med velstandsfremgang, men som også var en periode, hvor en for mange mennesker snærende konformitet rådede.
Følgende temaer, som bogen behandler, er i denne sammenhæng interessante:
- Livet på kanten
- Bevægelse ind og ud af menneskelige sammenhænge
- Musikkens betydning
- Vigtigheden af timing
Livet på kanten. At leve på kanten betyder både at være marginal i forhold til etablerede sociale miljøer og at praktisere en livsstil, som på væsentlige områder afviger stærkt fra flertallets.
Marginal placering kan give indsigt i tilværelsen, som personer der er helt opslugt i en given social sammenhæng ikke eller meget vanskeligt kan opnå.
At praktisere en afvigende livsstil kan vise eller afdække andre livsmuligheder end de etablerede – og i bedste fald medføre bevidsthedsudvidelse. Afvigelserne i On the Road vedrører forholdet til arbejde, penge, sex, brug af stimulanser og musik. [I parentes bemærket: alkoholisme og stofmisbrug er uinteressant i denne sammenhæng og fortjener ikke at blive dyrket, ligesom LSD-indtag er en stærkt problematisk vej til bevidsthedsudvidelse. Der findes andre og bedre veje / metoder, men det er en helt anden historie.]
Bohemetilværelsen eller kunstnertilværelsen er skildret af andre kunstnere i samme og andre perioder og kan nemt romantiseres som det lykkelige liv. Denne tilværelse har som sin modpol – hvad Hermann Hesse i Steppeulven symboliserer i betegnelsen borgeren og Kierkegaard i den spidsborgerlige eksistensform – den konforme tilværelse. Kierkegaard viser så fremragende i første bind af Enten-Eller, at bohemetilværelsen skønt til tider fornøjelig også har sine mørke sider. Pointen er, at de to tilværelsesformer er bundet til hinanden: Bohemen kan ikke eksistere uden spidsborgeren; et samfund bestående kun af bohemer kan ikke hænge sammen. Et samfund, hvor konformiteten er enerådende, vil med tiden forstene.
Bevægelse ind og ud af menneskelige sammenhænge. Mennesker mødes, og noget sker. Undertiden noget uventet, positivt eller negativt. Undertiden noget banebrydende, skelsættende, epokegørende. Men ofte sker der ikke noget bemærkelsesværdigt, blot endnu et møde.
Fortælleren i On the Road, Kerouacs alter ego Sal Paradise, bevæger sig i romanen gennem mange møder og miljøer: landarbejdere, lastbilchauffører, cafeteriaer, jazz-klubber, intellektuelle, politibetjente, vagtpersonale, barer, bordeller. Han ikke blot observerer men interagerer i mødet – som kollega, gæst, diskussionspartner, drikkebror, sexpartner …
Mødet mellem fremmede er et tema, som en del andre moderne kunstnere har behandlet i litteratur og filmkunst. Et par eksempler: Jens August Schades romandigt Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet fra 1944, og filmen med tilsvarende titel fra 1967 inspireret heraf. Et eksempel med mere dybde er Noël Coward filmen Brief Encounter fra 1945.
Musikkens betydning. On the Road foregår i bebop’ens tid. Denne jazz-form med højt tempo og store krav til de udøvende musikeres færdigheder leverer det beat eller den puls, som On the Road surfer på. Andre musikformer, som f.eks. blues og mambo, indgår i romanen, men det er bebop der indfanger hovedpersonerne eller som bedst kanaliserer dem både mentalt og fysisk/kropsligt.
At lytte til bebop i sammenhæng med On the Road har givet mig et nyt perspektiv på jazz. Jeg er vokset op med jazz, men er splittet mellem på den ene side beundring for jazz’ens udtryksfuldhed og på den anden side en træthed over tendenser i jazz’en til at intellektualisere og teknificere musik. En teknisk dygtig musiker kan udtrykke mere end en mindre dygtig, men dygtige musikere lader ofte trangen til at demonstrere teknisk ekvilibrisme stå i vejen for musikken. Mit perspektiv på jazz er farvet af optagelser fra 60’erne og 70’ernes Jazzhus Montmartre og Tagskægget med publikum for en stor del bestående af piberygende mænd med fuldskæg i fløjlsjakker tilbagelænet anskuende en jazz-trio eller -kvartet. On the Road viser et andet billede af udøvende jazz: en kropslig aktivitet med høj grad af publikumsinvolvering, som peger fremad mod det bedste i den senere hippie-tid: musik, der opstår i øjeblikket i musikernes interaktive møde med publikum. Det er et emne, jeg forventer at vende tilbage til længere fremme på rejsen.
Jeg kan anbefale at lytte til nummeret Leap Frog med Dizzy Gillespie, Charlie Parker, Thelonious Monk, Curly Russell og Buddy Rich. Clint Eastwoods Bird film om Charlie Parker er også en fin indgang til tiden og musikken.
Vigtigheden af timing. I musik er timing naturligvis vigtig, og i rytmisk musik som jazz er den altafgørende. I et bredere tilværelsesperspektiv er tid og tidslighed også af central betydning: som historiske væsner med livstråde bagud, forhåbninger og bestræbelser fremad, sammenvævet eller -filtret med andre væseners livstråde. Begrebet Øjeblikket er et nøglebegreb i Kierkegaards eksistensfilosofi, og i Marcel Prousts kæmpe-roman À la recherche du temps perdu (På sporet af den tabte tid) er menneskets forhold til tiden et væsentligt tema.
Dean Moriarty nævnes allerede i første sætning af On the Road og er en gennemgående nøglefigur. Han er baseret på personen Neal Cassady, som Kerouac mødte og rejste rundt med i slutningen af 1940’erne. Dean / Neal har i den grad timing. Hans bilkørsel er hasarderet og uansvarlig efter en normal målestok, men han kører ikke galt, fordi han har en formidabel timing. Det kan forekomme at være en litterær frihed, som Kerouac har taget i sin beskrivelse for at fremhæve sin pointe om timing, men beskrivelser af Cassadys bilkørsel tyder på, at det er en ret realistisk beskrivelse (herom nedenfor).
I det følgende skelner jeg ikke mellem romanfiguren Dean Moriarty og den faktisk levende person Neal Cassady – ligesom mange af hans samtidige ikke gjorde.
Cassady vil gerne være intellektuel og er bestemt begavet, endda nærmest overmenneskelig på områder. Han er bestemt ikke normal og ville sandsynligvis i dag blive tildelt en række psykiatriske diagnoser. Han er for rastløs til at kunne producere en roman eller en afhandling. En form for selvbiografi udkom dog umiddelbart efter hans død i 1968. Cassady véd noget om timing, men som med andre sandheder skal man være varsom med at formulere dem, fordi erkendelsen ikke kan indoptages ved at læse eller lytte til en definition eller beskrivelse, men skal erfares og mærkes. Cassady er derfor tøvende med at fortælle Sal (= Kerouac) om timing. Timing handler om at gribe det (it):
’Now, man, that alto man last night had IT – he held it once he found it; I’ve never seen a guy who could hold so long.’ I wanted to know what ‘IT’ meant. ‘Ah well’ – Dean laughed – ‘now you’re asking me impon-de-rables – ahem! Here’s a guy and everybody’s there, right? Up to him to put down what’s on everybody’s mind. He starts the first chorus, then lines up his ideas, people, yeah, yeah, but get it, and then he rises to his fate and has to blow equal to it. All of a sudden somewhere in the middle of the chorus he gets it – everybody looks up and knows; they listen; he picks it up and carries. Time stops. He’s filling empty space with the substance of our lives, confessions of his bellybottom strain, remembrance of ideas, rehashes of old blowing. He has to blow across the bridges and come back and do it with such infinite feeling soul-exploratory for the tune of the moment that everybody knows it’s not the tune that counts but IT – ‘ Dean could go no further; he was sweating telling about it. (On the Road, side 187-188)
Jeg kan anbefale On the Road til sporløse og til søgende – ikke fordi værket giver svar på tilværelsens store spørgsmål, men fordi det åbner perspektivet, og det har vi alle undertiden behov for. Det er min erfaring, at On the Road bedre indtages med ørene end med øjnene – dvs. det fungerer bedre at lytte til en god oplæser end at læse teksten. Det hænger sammen med, at On the Road som et beat-værk har en kadence, som oplæsning bedre kan gengive. Hvis man vil have et indtryk af, hvad jeg mener, kan man prøve udgivelsen Kerouac – Kicks Joy Darkness, hvor forskellige kunstnere læser Kerouac digte – f.eks. Kerouac, Have You Ever Seen Anyone Like Cody Pomeray? og Madroad Driving.
Men det stopper ikke her – selvfølgelig gør det ikke. Der er en tredje rejsebeskrivelse fra USA i efterkrigsperioden, som fortjener at blive fremhævet i denne sammenhæng: Rejsen fra Californien til verdensudstillingen i New York, som Ken Kesey, The Merry Pranksters med flere gennemførte i 1964, og de efterfølgende Acid Tests i Californien, som indvarslede hippie-bevægelsen.
Ken Kesey havde i 1962 udgivet romanen One Flew Over The Cuckoo’s Nest (Gøgereden). Romanen blev i 1963 dramatiseret og sat op på Broadway i New York. I 1975 blev den filmatiseret og opnåede stor popularitet. Selve romanen er ikke interessant denne sammenhæng. Keseys erfaringer med LSD via sin deltagelse i CIA-finansierede studier af hallucinerende stoffer, herunder LSD, og efterfølgende happenings benævnt Acid Tests med indtagelse af LSD, som endnu ikke var forbudt, og med deltagelse af folk fra Stanford universitet og fra lokale boheme-miljøer affødte idéen om en busrejse tværs over USA.
Kesey var af den opfattelse, at tiden ikke var til at forfatte endnu en roman (han havde dog i 1964 udgivet romanen Sometimes a Great Notion). I stedet skulle man tættere på, og interagere med folk. Dokumentationsformen skulle være filmmediet og ikke det skrevne ord. Han allierede sig med grupper og personer fra Acid Test deltagerkredsen, herunder performancetruppen The Merry Pranksters og Neal Cassady (alias Dean Moriarty fra On the Road). En gammel skolebus blev anskaffet om døbt Furthur. Turen er beskrevet i Tom Wolfes bog The Electric Kool-Aid Acid Test, men filmoptagelserne blev først mange år efter redigeret og offentliggjort i 2011 (Magic Trip – Ken Kesey’s Search for at Kool Place).
Efter turen til New York returnerede flokken til Californien og spillede en central rolle i udbredelsen af Acid Test fænomenet, som medvirkede til en blomstring af musikmiljøet i San Francisco. Et band kom til at spille en særlig rolle: Grateful Dead, der i en periode fungerede som en slags husorkester for test-seancerne.
Neal Cassady var en næsten magisk figur i hele menageriet. På Youtube findes forskellige klip, hvor personer taler om deres møder med Cassady. Som eksempel vil jeg anføre et længere klip centreret om et interview med Cassadys datter, som også viser de mørke sider (https://www.youtube.com/watch?v=SUQENn7lGiM).
Et eksempel på Cassadys indvirkning på senere kunstnere er følgende tekstpassage fra That’s It for the Other One fra Grateful Dead albummet Anthem of the Sun udgivet i 1968:
Skippin’ through the lily fields I came across an empty space,
It trembled and exploded, left a bus stop in it’s place.
The bus came by and I got on, that’s when it all began,
There was cowboy Neal at the wheel of the bus to never ever land.
Efter Cassadys død udgiver Grateful Dead guitarist Bob Weir nummeret Cassidy (som del af solo-albummet Ace fra 1972) med tekst af John Barlow. Nummeret er skrevet som sang til en nyfødt pige (Cassidy), men teksten indeholder henvisninger til Neal Cassady i en smuk død-fødsel kobling. Et tekstuddrag:
Lost now on the country miles in his Cadillac
I can tell by the way you smile, he is rolling back
Nok for denne etape. Og hvilken relevans har dette så i forhold til IT?
Et bud: Når IT rammer it åbnes feltet, mulighedsrummet blæses op og kvalitet kan udkrystalliseres – det, der i sidste ende giver alle anstrengelserne betydning og mening.
I næste etape bevæger vi os ind i en afsøgning af begrebet kvalitet – hvad er kvalitet, og hvordan opstår kvalitet?
Næste etape: om kvalitet
Forventet ankomst: ultimo oktober